Højskolelivet

Der var 1, der var 2, der var 3, der var 4, der var 12 på scootertur

By May 19, 2016 No Comments
Zanzibar Højskolen

Umiddelbart lyder 12 uerfarne piger på scootere, 2 punkteringer, en sammenbrudt scooter, et koleraudbrud og en trussel fra politiet om at ryge et år i fængsel ikke som opskriften på den perfekte scootertur – meeen det vil jeg nu alligevel påstå, at det var!

I weekenden tog jeg og 11 andre piger fra højskolen på scootertur rundt på Zanzibar. Det var noget vi havde snakket om at gøre i lang tid, så begejstringen ville næsten ingen ende tage, da vi lørdag stod med vores færdigpakkede tasker. Altså det vil sige lige indtil, at det gik op for os, at ingen af os havde den mindste ide om, hvordan man kørte sådan en tingest…
Efter et par prøveture frem og tilbage foran skolen, hvor en enkelt af pigerne havde formået at køre ind i en mur (eller ’trille ind i’ er måske et mere passende), og flere af os havde glemt, hvordan man startede scooterne, var vi klar til at påbegynde ”tour de Zanzibar”!

På Zanzibar er der meget politikontrol, og vi stødte på den første lige udenfor Paje (byen hvor Højskolen ligger i). Politiet hernede har problemer med korruption. Stort set hver gang vi kører med taxa, bliver vi stoppet af politiet. Nogle gange kræver de penge, og somme tider stikker taxachaufførerne diskret lidt penge til betjentene. Vi havde gjort vores hjemmearbejde og vidste at hvis vi blev stoppet, skulle vi møde dem med et stort smil og bede dem om en kvittering så vil de ofte lade en køre videre uden betaling.
Efter vi havde klaret os forbi tre politiposter uden de helt store forhindringer, følte vi os så godt som flyvende – det havde måske også noget at gøre med, at vi nu turde at køre lidt mere end de 20 km/t, vi havde lagt ud med.

Et møde med kolera og lovens lange arm

Efter et par timers kørsel ramte vi byen Kiwengwa. Da vi kom hertil, var sulten ved at overmande de fleste af os, så det kunne kun gå for langsomt med at finde et sted vi kunne spise! Det første sted, vi kom til, var lukket, da det lige for tiden er udenfor turistsæsonen. De anbefalede os dog en restaurant, som ikke skulle ligge så langt derfra. Vi var hurtigt oppe på scooterne igen, men havde ikke kørt langt, før en enkelt scooter ikke kunne køre mere. Der var et par flinke mænd, som var hurtigt henne for at hjælpe, men det virkede ikke som om, at de var noget, der kunne løses hurtigt. Vi var derfor et par piger som besluttede os for at gå ud og lede efter noget mad – det skulle vise sig at blive sværere end som så. Vi kom til at snakke med en mand, som fortalte os, at alle restauranter var lukkede pga. koleraudbrud. Her var vores store ja-hat ved at blæse af. Heldigvis kom manden i tanke om, at der lå et supermarked lidt længere nede af vejen.
I supermarkedet fik vi købt ind til en lille picnic bestående af toast, nutella, peantbutter og smøreost. Mens vi kørte den ene toastmad ind efter den anden, kom flere og flere mænd til for at hjælpe med at reparere scooteren. Efter at mændene i to timer havde bikset og bakset med den, måtte vi erkende, at den nok ikke kom til at køre mere. Da vi satte kursen mod Nungwi, fik scooteren lov til at blive i Kiwengwa.
Vi havde regnet ud, at vi kunne nå til Nungwi, inden det blev mørkt. Det krævede dog, at vi ikke løb ind i de helt store forhindringer. Kort efter Kiwengwa var der endnu en politipost. Her blev vi vinket ind, men da vi kørte ind til siden, glemte vi at blikke af. Selvom det ikke tidligere havde været et problem, blev nogle af os hevet ind på politichefens kontor.

Politichefen lignede mest af alt en stor knægt, der var med sin far på arbejde. Hans autoritet blev svækket noget af, at han ikke havde uniform på, men i stedet et wannabe rapper outfit. Politichefen forklarede, at vores uforsigtige kørsel ville koste os 100 dollars hver eller et år i fængsel. Det var dog åbenlyst, at han prøvede at snyde penge ud af os. Som politichefen var godt i gang med truslerne, kom en politibetjent ind på kontoret med en af de andre piger, som havde ventet udenfor. Hun havde taget et billede, hvor man lige kunne ane en politibetjent i det ene hjørne. Billedet ville koste hende en bøde på 150 dollars. Efter et kvarter hvor politichefen havde spillet med musklerne, og vi ikke kunne finde ud af, om vi havde mest lyst til at grine eller stikke ham en flad, ringede vi til højskolens manager, Eddie. Efter en længere forhandling med politichefen fik Eddie hjulpet os ud af vores knibe!

Fra politiposten til Nungwi kørte omkap med mørket på utroligt hulede og støvede veje. Mørket vandt. Da vi nåede frem, var vi mildest talt herre glade og herre trætte.

En ulykke kommer sjældent alene

Da vi søndag var klar til at sætte kursen tilbage mod Paje, var vi sikre på, at vores uheldskvote måtte være opbrugt. Vi var kun lige kommet til politikontrollen udenfor Nungwi, da en af scooterne punkterede. Det var ikke vores eneste udfordring. Politiet mente, at os med gamle kørekort ikke måtte køre scooterne. Endnu en gang måtte vi have fat i vores livline; skolens manager, Eddie, som igen fik os ud af problemer. Vi ved dybt seriøst ikke, hvad vi skulle have gjort uden ham!

En lapning, en frokost og tre en halv time efter vi forlod vores hotel, kunne vi endelig køre ud af Nungwi.
De første 25 km gik problemfrit, og lige som jeg tænkte, at det var for godt til at være sandt, punkterede scooteren igen. Med hjælp fra en lokal mand, som ikke forstod et dyt engelsk, fik vi scooteren hen på et lokalt værksted. Her præsterede de at lave en super lapning på kun ti minutter. Nu havde vi kun én enkelt udfordring mere, vi skulle overkomme: Stonetowns kaostiske trafik. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har priset mig lykkelig for, at jeg ikke selv skulle køre rundt i Stonetown, og nu måtte jeg se min skræk i øjnene! Heldigvis gik det smertefrit.

Som solen begyndte at gå ned, og vi tilbagelagde de sidste kilometer, blev der kørt omkap og grinene var umulige at fjerne fra vores ansigter. Der er ingen tvivl om, at det var den perfekt afslutning på den mest uperfekte perfekte tur. For en stund føltes det næsten som om, at vi var med i en Nik&Jay sang: Mod solnedgangen mine babies og jeg.

Læs mere om vores højskole i udlandet her

Maj Ebbekær

Leave a Reply

Vi bruker cookies til å huske innstillingene dine, statistikk og målrette annonser. Les mer her.

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close